Hvem er den bedste signing – Gareth Bale eller Neymar Jr.? Det var et spørgsmål mange fodboldfans stillede og diskuterede da waliseren og brasilianeren i 2013 begge rejste til Spanien og La Liga. Der var et enormt pres på dem begge for at indtage rollen som superstjerner i henholdsvis Real Madrid og Barcelona, men efter tre sæsoner er der kun én af dem, der for alvor har levet op til forventningerne.
Alle Europas største klubber jagtede Neymar, der før sæsonen 13/14 spillede i Santos i hjemlandet – heriblandt også Real Madrid, men i sidste ende blev det Barcelona, der lykkedes i forsøget på at skrive under med den talentfulde 21-årige offensivspiller den 3. juni 2013.
Det pressede Madrid til at se andre steder hen, og de valgte at købe den yderst hypede Gareth Bale for en rekordsum på 100 millioner euro. I et interview kort inde i 13/14-sæsonen udtalte Real-præsidenten Florentino Perez dog at:
– Hvis vi havde fået Neymar, havde vi helt sikkert ikke hentet Bale.
Den tidligere Tottenham-midtbanespiller startede lidt skidt ud på Santiago Bernabeu, da han begyndte med en skade og en halvsløj opstartssæson. Han voksede dog med opgaven, og begyndte at score masser af mål – 22 i 44 kampe og endte som en helt i maj med to yderst vigtige scoringer;
Det første kom i finalen i Copa del Rey, hvor Bale racede forbi Marc Bartra i venstresiden efter at være blevet skubbet helt ud af banen. Den katalanske forsvarsspiller var chanceløs i kapløbet med waliseren og Bale rundede sin fantastiske tur af, med at sætte bolden ind bag Jose Pinto, og dermed sikre pokalen til hovedstadsklubben. Holdkammeraten Xabi Alonso udtalte sig efter kampen med ordene:
– Det var utroligt. Jeg har aldrig set noget lignende!
Kun en måned senere kom det andet mål af enorm vigtighed. Her headede Bale bolden i mål i den forlængede spilletid, og bragte dermed Real foran 2-1 – denne gang i Champions League-finalen mod Atletico Madrid i Lissabon. Diego Simeones tropper virkede herefter knækkede, og Carlo Ancelottis mandskab tilføjede yderligere to mål før de løftede pokalen, som klubben ikke havde vundet siden 2002.
Første sæson var så god som man kunne have håbet for Bale, og han øgede gradvist sin popularitet i Madrids gader.
Til sammenligning var Neymar ikke den store succes i sin første sæson i La Liga. Brasilianeren scorede mod Atletico da Barca vandt den spanske Supercup, men klubben sluttede sæsonen uden et eneste stort trofæ, og blev slået ud af Champions League i kvartfinalen.
I finalen af Copa del Rey mod Real Madrid brændte Neymar sågar en stor chance, hvor bolden ramte overliggeren i tillægstiden, hvilket opsummerede sæsonen ganske godt for den vævre sydamerikaner – en svær sæson med stolpe ud det meste af tiden.
Ved slutningen af den første sæson virkede Bale altså helt klart som det bedste køb af de to.
Men dette har siden ændret sig. Den walisiske kantspiller var skuffende i sin anden sæson og fik megen kritik – specielt for ikke at ville aflevere til Ronaldo og for ikke at bidrage nok defensivt. Han scorede 17 mål i 48 kampe og Real sluttede sæsonen 14/15 uden en eneste af de vigtige pokaler.
Til gengæld vandt Barcelona alt, hvad de kunne komme i nærheden af og Neymar og Messi viste sig fra deres stærkeste side gennem hele sæsonen, ligesom tilføjelsen af Luis Suarez bestemt ikke gjorde offensiven mindre effektiv. Brasilianeren scorede imponerende 39 mål i 51 optrædender, og delte topscorertitlen i Champions League med Messi og Ronaldo.
I indeværende sæson har den tidligere Santos-angriber blot fortsat sin udvikling, og i Messis skadesfravær har han virkelig bevist sit værd for klubben. 13 mål og seks assists har han lavet og flere mener, at han kandiderer til titlen som verdens bedste som han spiller lige nu. Landsmanden Luiz Adriano, der slår sine folder i AC Milan har udtalt om den elegante angriber:
– Neymar kan overhale bade Ronaldo og Messi allerede i denne sæson
Og den argentinske landstræner Martino har sagt:
– Han er på et ufatteligt niveau. Det han gør placerer ham på samme hylde som Messi og Ronaldo.
Ingen har imidlertidigt nævnt Bale i den kategori. Waliseren har udrettet mirakler på landsholdet, men han er allerede blevet buet ud af hjemmepublikummet i denne sæson og har kun scoret to mål for Rafael Benitez’ tropper indtil nu.
Det virker altså logisk og fair at konkludere at Neymar Jr. trods en vaklende start har overhalet Gareth Bale med flere meter og intet tyder på at waliseren kan ændre på det i den kommende tid.