Jordan Henderson er færdig for denne sæson, efter at han torsdag pådrog sig en knæskade. Det bekræfter Liverpool.
Torsdag aften var Liverpool på besøg hos Borussia Dortmund i første af to kvartfinaler i Europa League. The Reds spillede godt og fik et ganske flot 1-1-resultat med hjem til returen på Anfield om en uge, men til gengæld måtte de holde vejret, da Jordan Henderson pådrog sig en skade i knæet, som tvang ham ud af banen.
Læs også: Benitez midt i Newcastle-krisen: Vil gerne blive her i næste sæson
Nu har Liverpool netop modtaget svarene for den scanning, som de har ventet på op ad dagen, og den viser, at anføreren har pådraget sig en ledbåndsskade i knæet, som minimum vil holde ham ude i seks-otte uger – dog formentlig længere, og det vil betyde, at Hendersons sæson dermed slutter brat.
Normalvis vil beskadigede ledbånd i knæet være lig med en pause på tre måneder, men Liverpool bekræfter på klubbens hjemmeside, at Henderson ikke skal opereres, og derfor kan han måske nå at blive klar til EM-slutrunden i Frankrig.
Læs også: Zlatan vil lave film om ham selv i ægte Rambo-stil: Der er samtaler i gang