Boysen lægger venskabet med FCK-stjerne til siden: Skal nok rive i ham

Boysen lægger venskabet med FCK-stjerne til siden: Skal nok rive i ham

2583
0
DEL

Brøndbys nye offensivprofil David Boysen er klar til at sætte venskabet med Nicolai Jørgensen på standby, når de to skal op mod hinanden i pokalderbyet onsdag aften. 

F.C. København tager i aften imod ærkerivalerne fra Brøndby IF i første af to pokalsemifinaler, og mens de to hold forventes at afsky hinanden på grønsværen, kan der godt gemme sig venskabelige forhold på kryds og tværs uden for banens kridtstreger.

Sådan forholder det sig eksempelvis for David Boysen og Nicolai Jørgensen, der har været bedste venner gennem adskillige år.

– Jeg kan helt ærligt ikke sige noget dårligt om Nicolai. Nicolai har været min bedste ven gennem hele livet, og vi blev venner lang tid før, at både Brøndby og FCK kom ind i billedet.  Men selvfølgelig. I morgen er vi ikke venner, siger David Boysen til tipsbladet.dk.

David Boysen garanterer dog, at venskabet bliver lagt til side i de 90 minutter, hvor der skal kriges ude på banen. Brøndby-profilen fastslår endvidere, at han er klar til at gå til stålet mod sin gode ven fra F.C. København.

– Nu spiller vi godt nok lidt forskellige steder på banen, så det er nok ikke så meget, vi kommer i nærkamp. Og jeg er heller ikke den store dødboldsspiller selv, så det er nok ikke der, jeg river i ham. Men hvis han er i nærheden, skal jeg nok tage lidt fat i ham og rive i ham, garanterer Boysen.

David Boysen kom til Brøndby IF i vinterpausen, og med udsigten til en pokalfinale i sin første sæson på Vestegnen giver det ekstra motivation at gå ud og give den fuld skrald mod F.C. København.

– For mig er det at komme ind af bagdøren og spille om at komme i pokalfinalen en ære. Så vi og jeg skal give den 100 procent gas. Hvis det så viser sig, at vi over to kampe har mødt et hold, der bare er bedre end os, må vi tage den derfra. Men lige nu har jeg ikke en forventning om at møde et hold, der er bedre end os. Tværtimod. Vi skal ud og give den gas, vise tænding og nerve, siger Boysen til slut.

Første pokalderby afvikles i aften klokken 18:00 i Telia Parken. Kampen vises også på TV3+.

INGEN KOMMENTARER