Magnus Eriksson tror på, at nyindkøb som Kamil Wilzcek og David Boysen bliver en gevinst for holdet.
Søndag tog Brøndby IF hul på forårssæsonen med en hjemmekamp mod hademodstanderen over alle, Hobro IK.
Denne gang lykkedes det dog de blå-gule fra Vestegnen at besejre deltidsprofferne med 1-0 på et mål sat ind af den polske debutant Kamil Wilzcek.
Selvom Brøndby kun fik en snæver sejr og undervejs havde lidt problemer, så mener offensivspilleren Magnus Eriksson, at sejren var fuldt fortjent.
– Jeg synes, at vi var det bedste hold kampen igennem. Vi havde fint styr på dem, og vi skabte masser af chancer. Derfor synes jeg også, at det var helt fortjent, at vi vandt kampen, siger Eriksson til Brøndbys hjemmeside og fortsætter:
Læs også: Officielt: Brøndby henter ‘Turbo’ hjem til Vestegnen
– Personligt synes jeg også, at det gik helt okay. Der er stadig plads til forbedring, men jeg stod tilbage med en god følelse efter kampen. I og med at vi vandt, var det en rigtig god søndag, forklarer svenskeren.
25-årige Eriksson mener, at truppen har taget godt imod nye ansigter som Kamil Wilzcek og David Boysen, og netop de to kan vise sig at blive en stor gevinst for holdet på længere sigt.
Læs også: Går Leicesters mesterskabsdrømme i vasken? Stjernespiller ude med skade
– Jeg synes, at vi gjorde det godt oppe foran. Kamil er kommet til, og han spiller sin kun femte kamp for holdet, så det kommer til at tage tid at lære hinanden at kende. Der er blevet taget godt imod både Kamil og Boysen på holdet, og jeg tror på, at de bliver en gevinst for holdet på længere sigt, og de har jo allerede bidraget positivt på nuværende tidspunkt.
Søndagens sejr var Brøndbys første af slagsen over Hobro, som de har tabt til de foregående fire Superliga-kampe. Eriksson er glad for, at det langt om længe lykkedes.
– Det var på tide. Der vil altid være hold, man har problemer med, og jeg synes, vi er et bedre hold end Hobro. Så nogle gange handler det om det mentale, og den barriere fik vi nedbrudt i går. Nu vandt vi den kamp, og nu skal vi fortsætte med at vinde mod Hobro, siger Eriksson, som ser frem mod onsdagens pokalkamp mod Skive IK.
Læs også: Rasmus Falk modtager undskyldning og blomster fra OB-fans
– Det kommer til at blive sjovt. Jeg glæder mig meget til den kamp, og vi vil kæmpe hårdt for at gå hele vejen i pokalturneringen. Vi skal ud og sætte fuld tryk på og vise, at vi er det bedste hold.
Magnus Eriksson kom til Brøndby fra Malmö FF i sommerens transfervindue.