Daniel Agger roser Brøndbys ledelse for at sætte en ny retning for klubben, men strategien kommer otte år for sent, mener landsholdsanføreren, der endnu ikke ved, om han forlænger kontrakten med de blågule.
Brøndby præsenterede onsdag eftermiddag en ny strategiplan, der har fået tilnavnet “6.4”. Kort fortalt handler det om at få økonomisk stabilitet gennem lavere lønomkostninger og større satsning på klubbens unge talenter.
Daniel Agger abonnerer på Brøndby-ledelsens ambitioner, men planen er otte år forsinket.
– Det er et positivt tiltag. Det er godt for klubben. Det er godt for Vestegnen. Det er den måde, det skal køres på.
Læs også: Brøndby-keeper: FCK-spillerne gik efter min skade sidst
– Det eneste problem, der er ved det, er, at det skulle have været gjort for otte år siden, siger Daniel Agger til BT.
Brøndby-kaptajnens kontrakt udløber som bekendt til sommer, og han vil endnu ikke melde ud, om den bliver forlænget. Klubbens nye strategi kommer dog ikke til at have en indvirkning på, hvorvidt han forlænger opholdet eller ej.
– Nej, det tror jeg ikke, at det gør, siger Agger, da han bliver adspurgt, hvorvidt strategiændringen får betydning for, om han sætter sin signatur på en ny aftale eller ej.
Læs også: Brøndbys sportsdirektør fastslår: Vi har råd til Agger efter strategiændringer