Åge Hareide så forbi flere spillere ved udtagelsen af hans første landsholdstrup, men det betyder ikke, at der ikke er plads til andre ansigter. Specielt tre spillere har gjort sig bemærket hos landstræneren.
Onsdag udtog den nye landstræner, Åge Hareide, sin første landsholdstrup til venskabskampene mod Island og Skotland. Hareide har fundet plads til både gamle og nye ansigter, men også markante navne er blevet overset.
Nicklas Bendtner meldte selv afbud, mens prominente spillere som Viktor Fischer, Pione Sisto og Morten ‘Duncan’ Rasmussen i denne her omgang trak nitterne i tombolaen. Men det er der en ganske særlig grund til, siger den nye landstræner.
Hareide har nemlig primært valgt at udtage spillere fra de udenlandske ligaer, da disse ligaer har været længere tid i gang end den hjemlige superliga, og det er derfor et spørgsmål om form. Men det betyder ikke, at Sisto og Duncan ikke skal kæmpe for chancen på landsholdet fremover.
– Tanken er at få set en hel del spillere nu. Jeg har et bedre grundlag for at udtage superligaspillere efter april og maj, når de har spillet en masse, siger Åge Hareide til Ritzau.
Læs også: Hareide vil have Vestergaard og Christensen i gang på landsholdet
– Jeg så Morten “Duncan” Rasmussen mod FCK. De sparkede mange bolde op på ham, og han skulle måske have haft nogle andre bolde at arbejde med. Det er en spiller, som jeg vil følge i Superligaen. Han er en dygtig spiller, og han er farlig foran mål.
– Sisto var træt senest for FC Midtjylland. Derfor kan det måske også være bedre, at han spiller for U21-landsholdet nu, og så må vi se, hvad han kan udrette der og så tage ham tilbage, udtaler landstræneren.
Læs også: Thomas Delaney er stolt over milepæl
De to superligaspillere kan altså se frem til at gribe muligheden i løbet af foråret, hvilket efterlader spørgsmålet om, hvorfor Viktor Fischer i denne omgang er blevet overset og forfordelt.
– Fischer er ikke udtaget, for han er ikke i sin bedste form i Ajax i øjeblikket. Men det kan han være i juni, når vi spiller i Japan. Han er nemlig en type, som har mål i sig, og jeg kan vældig godt lide ham. Han udfordrer en mod en, han dribler, og han sparker den ind. Men jeg kan heller ikke udtage 30 mand, så jeg har udtaget nogle nu, og så skifter vi måske til juni, konkluderer Hareide.