Sebastian Rudys scoring førte til, at Hoffenheim kunne gå til halvleg med en 1-0-føring over selveste Dortmund. Denne føring blev dog formøblet, men inden da trak Rudy i nødbremsen og fik derfor et rødt kort.
Sebastian Rudy fik dermed en mere eller mindre frivillig hovedrolle i gårsdagens opgør. Først bragte han ganske overraskende Hoffenheim foran, endda på Signal Iduna Park i Dortmund, men derefter modtog han et rødt kort, hvorefter en 1-0-føring blev til et 3-1-nederlag for Hoffenheim.
Det kørte ellers som smurt for Hoffenheim, der var foran indtil Rudys røde kort, som blev trukket op af dommerens lomme efter 58 minutters spil. Hvad der lignede en lovende Dortmund-kontra blev bremset af Rudy, som, bagfra vel at mærke, trak i den famøse nødbremse og fejede benene væk under Dortmund-angriberen, Pierre-Emerick Aubameyang.
Det tyske fodboldforbund har i dag behandlet sagen, hvilket har resulteret i tre spilledages karantæne for Sebastian Rudy.
Hoffenheim formøblede som sagt deres føring. Efter 80 minutters spil formåede hjemmeholdet at udligne, hvorefter scoringer efter 85 og 92 minutters spil sikrede Dortmund den føromtalte 3-1-sejr.