Offentligt har Real Madrid ikke opgivet at vinde La Liga, men realiteten er, at statistikkerne ingenlunde er med Kongeklubben.
Der er 13 kampe tilbage af denne sæson i La Liga. Det såkaldte ECI Indeks [Euro Club Index] har analyseret Real Madrids chancer for at vinde La Liga i denne sæson. Resultatet er langt fra opløftende for den spanske hovedstadsklub, der står tilbage med sølle 2,5 procent, mens ærkerivalerne fra FC Barcelona har hele 95,9 procent.
Alfredo Gatius, der er ekspert i data-analyse, har forklaret, hvad ECI Indekset går ud på.
– ECI Indekset viser et holds relative mulighed for at vinde titler eller en specifik kamp. Indekset bruger statistiske udregningsmetoder, som tager resultatet af holdets kampe i La Liga, den spanske pokalturnering, Champions League og Europa League i betragtning. Det er således ikke kun kampene fra denne sæson, men også tidligere kampe, som tages i betragtning.
Selvom Real Madrids chancer for at vinde La Liga er minimale, så indtager holdet alligevel andenpladsen over favoritterne til at vinde Champions League. Her scorer Real Madrid 27 procent, mens favoritterne fra Barcelona scorer 35 procent.