Manchester Uniteds hollandske manager, Louis van Gaal, er ikke i tvivl, selvom Tottenham vandt en overbevisende 3-0-sejr over djævlene i går. United vil altid være større, siger han.
Da Manchester United i 2014 præsenterede den karismatiske træner Louis van Gaal, florerede der ugerne forinden rygter om, at hollænderen også var tæt på et skifte til Tottenham Hotspur.
I går tørnede de to hold atter sammen, og her trak Tottenham sig ud som vindere med en flot 3-0-sejr. Det fik de fremmødte journalister på White Hart Lane til at spørge van Gaal, om han fortrød, at han fravalgte Spurs tilbage i 2014.
Læs også: Vardy om sejr: Et stort skridt mod mesterskabet
– Udfordringen vil altid være større i en større klub. Jeg kan godt lide Tottenham, og Daniel Levy ved det, men udfordringen er større i Manchester United, og det skal den altid være, fortalte Louis van Gaal til Dailymail umiddelbart efter slutfløjtet og fortsatte:
– Jeg er ked af det på Tottenhams vegne, men Manchester United vil altid være en større klub. Jeg synes, det er patetisk at bruge én kamp til at sige det modsatte, men det vil jeg lade være op til jer, sagde van Gaal.
Med gårsdagens nederlag har United fire point op til naboerne fra Manchester City, der ligger på den gyldne fjerdeplads, som giver adgang til Champions League.
Læs også: Aston Villa-manager forbereder sig på nedrykning: Klubben kommer tilbage!