Manchester City fik for alvor ørene i FA Cup-maskinen

Manchester City fik for alvor ørene i FA Cup-maskinen

961
0
DEL

Manchester City havde sendt deres reserver til London, hvor Chelsea ventede i FA Cuppen. Det skulle de komme til at fortryde, fordi Chelsea og navnlig Eden Hazard gav dem kærligheden at føle. Chelsea slog Manchester City med hele 5-1.

På denne søndag var der dømt engelsk storopgør, men ikke i Premier League. Det var tid til FA Cup-opgøret mellem Chelsea og Manchester City. Gæsterne fra Manchester stillede med et hold, der i høj grad bestod af ungdomsspillere og reserver.

Der gik kun 12 minutter før de urutinerede Manchester City-spillere for første gang blev sat til vægs. Her ramte Pedro nemlig stolpen. Der skulle dog gå 35 minutter før Chelsea kom foran. Føringen holdt dog kun i to minutter, hvilket betød, at der trods alt stod 1-1 ved halvleg.

I anden halvleg skruede stjernerne fra Chelsea dog bissen på og scorede hele fire mål, mens de samtidig holdt Manchester City-spillerne fra fadet.

Det var i høj grad Eden Hazard, der brillerede for hjemmeholdet. Belgieren var i allerhøjeste grad i hopla. En som til gengæld ikke var i hopla var den mest rutinerede tilstedeværelse på Manchester Citys hold, nemlig Martin Demichelis. Han kvajede sig gevaldigt ved flere lejligheder, blandt andet efter 75 minutter, hvor han begik et straffespark på Chelseas Bertrand Traore. Straffesparket blev dog ikke omdannet til et mål.

Efter dagens overbevisende sejr til Chelsea, så er de klar til kvartfinalerne i FA Cuppen. Manchester City skal til gengæld kun fokusere på Premier League, Champions League og Capital One Cuppen.

INGEN KOMMENTARER