Louis van Gaal fortsætter som manager i Manchester United i næste sæson. Det erfarer hollandske De Telegraaf, der også skriver, at hollænderen får stillet 750 millioner kroner til rådighed.
Det har været rygtet i adskillige måneder, at Louis van Gaal stopper et år før som Manchester United-manager end oprindeligt planlagt.
Spekulationerne om en ny manager på Old Trafford er allerede begyndt at fylde mere end selve rygterne om en fyring af hollænderen, men nu tager det hele pludselig en drejning.
Således kan det hollandske medie De Telegraaf berette om, at Louis van Gaal fortsætter som Manchester United-manager i næste sæson, og tilmed kan hollænderen se frem til et gedigent transferbudget til en værdi af 750 millioner kroner.
64-årige van Gaal har allerede brugt langt over to milliarder kroner sammen med næstformand Ed Woodward på nye spillere, men nu får han tilsyneladende en ny chance for at sætte sit præg på holdet.
Læs også: Agent ser Brøndby som det perfekte match for serbisk stjernefrø