Bayern Münchens anfører Philipp Lahm forventer, at det tyske storhold kommer til at angribe Benfica. Han forventer sågar, at Bayern München kommer til at vinde i Lissabon.
Bayern München tager en 1-0-føring med til Lissabon, når det tyske storhold skal spille returkamp i Champions League imod Benfica. Arturo Vidal scorede det eneste mål i det første opgør mellem Bundesliga-sværvægterne og det portugisiske storhold.
Mange forventede dog, at Pep Guardiolas tropper ville have vundet mere komfortablet på hjemmebane, men nu skal sømmet altså bankes i kisten på udebane.
Med en 1-0-føring i bagagen kan man altså argumentere for, at Bayern München er sårbare forud for returopgøret, men det betyder ifølge tyskernes anfører ikke, at Bayern München er tilfredse med en samlet 1-0-sejr.
– Det er ikke vores natur, forklarede Lahm.
– Vi tager til Lissabon for at vinde. Det er vores opgave at spille offensivt, helst at score mål. Det er dog vigtigt, at vi ikke forærer så mange chancer væk. Vi har et meget fornuftigt forsvar lige nu, men vi var for uoplagte i angrebet, specielt i det første opgør. Det er nødvendigt, at vi forbedrer os på den front.
Benfica må undvære deres angrebsstjerne Jonas, men Lahm mener ikke, at fraværet kommer til at svække det portugisiske storhold.
– Jeg tror at det gør en smule ondt [på Benfica], at Jonas går glip af kampen, men et hold, der spiller kvartfinale i Champions League, har sandsyngligvis kvalitetsfulde erstatninger, der kan træde til.
– Vi tager til Lissabon for at vinde, det er vores spillestil – offensiv fodbold. Dermed vil vi forsøge at gå videre til næste runde, konkluderede Lahm.