José Mourinho sættes nu i forbindelse med Paris Saint-Germain. Pålidelige Sky Sports melder nu, at portugiserens agent Jorge Mendes er blevet kontaktet af ledende folk i den franske storklub.
José Mourinho har været arbejdsløs, siden han i december måned fik sparket i Chelsea efter et rædselsfuldt efterår. Lige siden har han været rygtet kraftigt til Manchester United, hvis øverste ledelsestop meget vel kan give Louis van Gaal sparket, når denne sæson er overstået.
Nu blander en ny storklub sig dog i kampen om den dobbelte Champions League-vinder. Således erfarer normalt velinformerede Sky Sports, at Paris Saint-Germain har kontaktet José Mourinhos agent Jorge Mendes med henblik på at få ham til at overtage tøjlerne på Parc des Princes til sommer.
Læs også: Seriefodbold når det er bedst: Se bulgarske spillere toppes over vandpyt på banen
Selvsamme medie mener at vide, at Mourinho foretrækker at vente til slutningen af denne sæson for at følge med i, hvad der sker i Manchester United, og om han får muligheden for at tage over efter Louis van Gaal. Portugiseren overvejer dog også muligheden, der skulle stå åben i PSG.
Det er kendt, at Mourinho har et venskab med PSG-ejer Al-Khelaifi, som angiveligt skulle have gjort tilnærmelser to gange tidligere.
Læs også: Balotelli udelukker Liverpool-retur