Marko Arnautovic har været en stor profil for Stoke i de seneste par sæsoner, og denne sæson har ikke været nogen undtagelse for østrigeren. Han ved dog stadigvæk ikke, om fremtiden ligger i den engelske midterklub.
Det er noget af en sæson, som Marko Arnautovic og Stoke har gang i. Den 26-årige østrigere har nettet hele 10 gange i Premier League, og selvom angriberen vader i succes, så er han ikke bleg for at udtale sig om sin fremtid, som stadigvæk er usikker.
– Jeg har været her i tre år og har hele tiden spillet godt. Jeg har sagt til klubben, at de skal tale med min manager, som er min bror, og ikke med mig (om en ny kontrakt, red.), siger Arnautovic ifølge Sky Sports til sport1.de.
– Jeg vil fokusere på resten af sæsonen. Hvad der så sker, er der ikke nogen, der ved. Der er ingen, der ved, om jeg skriver under på en ny kontrakt, siger han.
Stoke er lige nu placeret på en fornem ottende plads i Premier League, mens Marko Arnautovic lige nu er holdets topscorer med 10 Premier League-kasser.