Manchester City kunne i dag have udbygget deres forspring i toppen af Premier League, men det satte Stoke en gevaldig stopper for, da hjemmeholdet på Britania Stadium formåede at besejre topholdet.
Stoke har i den seneste tid været inde i en rigtig god stime, og det hele kulminerede i dag, da holdet formåede at besejre Manchester City, der må siges at være inde i en lille spillemæssig krise.
Hjemmeholdet fra Stoke begyndte kampen bedst, og allerede efter syv minutters spilletid gjorde Arnautonic det til 1-0, da han efter et fremragende indlæg fra Shaqiri satte sidste fod på bolden, og så stod der 1-0.
Den scoring kom gæsterne sig aldrig over, og efter blot et kvarters spilletid var hjemmeholdet på spil igen, og endnu engang var det de to involverede i det første mål, der straffede gæsterne. Hermed stod der 2-0 til hjemmeholdet, og så var vejen lang for Manchester City.
Holdene kunne gå til pause med stillingen 2-0 til Stoke. Det var lidt som om, at de blåklædte fra Manchester aldrig fandt rytmen, og selvom Kevin de Bruyne flere gange forsøgte at sætte tingene i gang for gæsterne, så var det som om, at intet ville lykkedes for udeholdet.
I stedet lukkede hjemmeholdet ned for gæsterne, og det blev dyrt for Manchester City, der faktisk ikke lignede noget tophold i dag. Kampen endte med 2-0, og dermed mistede City et meget vigtigt skridt i topstriden.
Med 2-0 nederlaget i dag er Manchester City fortsat placeret på en førsteplads i Premier League, men den plads kan holdet i dag blive frataget, da både Arsenal og Manchester United med en sejr kan rykke forbi City i tabellen.








