Startopstillinger til kampen:
Crystal Palace tog hjemme på Selhurst Park imod Chelsea i en kamp, hvor sidstnævnte styrede begivenhederne, og igen viste noget af den klasse, der i sidste sæson gjorde dem til mestre.
Begge hold stillede op til kampen med to uafgjorte resultater i bagagen, og der var dermed lagt op til en tæt dyst om pointene.
Alan Pardew havde sendt sine tropper på banen i en slags 4-2-3-1-formation, der dog ændrede sig en smule i den defensive fase. Den nye træner i det modsatte sæde, Guus Hiddink, havde ligeledes valgt en typisk Chelsea-afart af 4-2-3-1, men ligesom Palace med variationer i både den defensive og offensive fase.
Chelsea startede faktisk kampen med Eden Hazard, men han måtte udgå med en skade kort inde i kampen, og erstattedes af Pedro. Hiddink havde desuden fravalgt Matic til fordel for John Obi Mikel, som spillede en stor kamp på den defensive midtbane. Hos Palace måtte man også undvære et par helt centrale spillere, der har været udslagsgivende for denne sæsons successer. Pardew var nemlig uden Bolasie, Cabaye og Wickham. De blev erstattet af Lee, Jedinak og Campbell.
Denne analyse vil primært tage udgangspunkt i Chelseas oplæg til kampen.
På en dyngvåd og tung bane var især første halvleg præget af mange omstillinger og dueller. Ingen af holdene forsøgte at spille sig ud af det første pres, og det resulterede derfor i mange lange, høje afleveringer op mod det forreste led.
Chelsea opbygnings – og angrebsspil:
Chelsea forsøgte helt nede fra Courtois at få bolden langt op ad banen, og herefter vinde andenboldene, og det viste sig langt hen ad vejen at være succesfuldt. Chelsea centrerede nemlig de tre tekniske spillere, Pedro, Oscar og Willian på midten af banen for på den måde at gøre banen kompakt, og selv hvis den første bold ikke tilfaldt Chelsea, så ville de tre på midten grundet deres kompakthed hurtigt kunne starte et genpres, der oftest enten ville resultere i, at de erobrede bolden i farlige områder eller Palace ville sparke lange upræcise bolde ned til Courtois igen. Det underbygges også af Jedinak og McArthurs relativt lille afleveringsprocent på 57 og 72%.
Typisk ville Chelsea forsøge at finde Diego Costa med den første aflevering frem i banen, hvorefter de han ville lægge bolden af til de tre bagved. Det er ikke underligt, at Hiddink har valgt dette opbygningsspil. Chelsea har nemlig haft mange problemer ved den korte og tålmodige opbygning. Cesc Fabregas er en af de helt store syndere i forhold til dette, da han ofte vil søge positioner, der lukker afleveringsmuligheder frem i banen. Fx illustreres dette nedenfor:
I denne situation nærmer Fabregas sig i alt for høj grad både Mikel og Zouma, der er i boldbesiddelse. Spanieren får lukket de mulige fremadrettede afleveringer i en ellers fint formet diamant mellem Zouma, Terry, Mikel og Fabregas, og 20 sekunder fremme har Chelsea mistet bolden, efter den er forsøgt skiftet via Terry til Azpilicueta.
I stedet er nedenstående en bedre aktion fra Fabregas, der vedligeholder en diamantform, og dermed åbner flere pasningsmuligheder og vinkler for Terry, om end Mikel i dette tilfælde er lidt langt væk. Denne situation fremtvinger via nogle hurtige kombinationer mellem Mikel og Pedro, at Chelsea får flyttet spillet op på Palace’ banehalvdel, og hermed får kontrol over kampen.
Det skal dog påpeges, at Chelseas angrebsspil faktisk var ganske fint i kampen, og havde mange lighedspunkter med det fantastiske Mourinho-mandskab fra starten af sidste sæson. Chelsea fokuserede størstedelen af deres offensiv gennem midten og langs venstrekanten. Willian trak generelt ind i banen mod Oscar for at skabe numeriske overtal, og via hurtige kombinationer mellem de to, Fabregas, Pedro og Costa skabte man store problemer for Palace-forsvaret. Et eksempel ses nedenfor, hvor Willian er trukket ned i det højre halfspace*, og dermed skaber problemer for Palace, hvorved der skabes tvivl om hvem, der skal gå på Willian.
Brasilianeren udnytter passiviteten til at drible diagonalt ind i banen, og herved sætte flere mænd af undervejs. Chelseas reelle højre flanke var i langt størstedelen kampen lagt øde hen, og kun i få tilfælde bidrog Ivanovic til den offensive del. Det illustreres også tydeligt af Chelseas heatmap: (Chelsea angriber fra højre mod venstre)
Chelseas offensiv var som nævnt præget af flydende bevægelser mellem de fire forreste, og målet til 2-0 blev skabt netop på baggrund af disse bevægelser. I situationen nedenfor har Diego Costa forladt sit oprindelige angriber-område, Palace-forsvarsspillerne er derfor tvivlende omkring, hvordan de skal forholde sig, og dækker derfor ikke nogen spillere. Chelseas kreative kræfter skaber en 2v2 situation på midten, og det udnytter Oscar til at komme fri i mellemrummet, som Costa har forladt. Det resulterer i 2-0 føringen.
Chelsea presspil og defensiv fase:
Selvom Hiddinks mandskab som udgangspunkt stillede op i en 4-2-3-1-formation var det ikke denne, der oftest var anvendt kampforløbet. I hovedparten af opgøret pressede Oscar op fra sin 10’er position, og dannede en situationel 4-4-2 med Costa og Oscar forrest, og to 4-kæder bagved.
Herunder ses et billede, hvor Chelsea er forholdsvist kompakte, og tvinger Palace til at sende en svær bold op i banen.
Oscar og Costa forsøgte fortrinsvis at dirigere Palace’ opspil ud mod kanterne, hvor det er sværest at bygge spillet op, fordi ens aktionsmuligheder bliver halveret, da man naturligvis ikke kan løbe ud over sidelinjen. Pep Guardiola har fx en gang udtalt, at den bedste forsvarsspiller er sidelinjen. Billedet illustrerer dog også et Chelsea-problem, da der reelt er for store afstande mellem midtbanespillerne, og mod stærkere modstandere med dygtige boldspillende forsvarsspillere vil de kunne skære bolden igennem midten til fx en højrekant, der bevæger sig ind i halfspace. Men da Zaha, som i dette tilfælde spiller på højrefløjen, ikke tilbyder sig ordentligt tvinges Palace til at smide bolden væk.
Hiddink virker desuden opsat på til tider at anlægge et højt presspil på modstanderen, og i kampen mod Palace var det primært de fire forreste, der udførte dette arbejde.
Ovenfor ses en situation fra 1. Halvleg, hvor Palace en sjælden gang spiller kort fra et målspark. Delaney modtager bolden, og bliver øjeblikkeligt sat under pres fra Oscar, mens Mikel fra sin 6’er position skubber ud for at presse venstrebacken Souaré. Fabregas positionerer sig klogt mellem Puncheon og Jedinak, så han i tilfælde af, at de skulle modtage bolden kan presse begge. Samtidig orienterer Willian sig om McArthur, som i øvrigt næsten altid blev blokeret fra modtage bolden, hvor det oftest var Oscar eller Costa, der skyggede ham. (forrige billede)
Konklusion:
Kampen i dag viste et Chelsea-hold, der langsomt arbejder sig tilbage i form, og samtidigt et hold, som viste en fodboldglæde hidtil uset i denne sæson. De blå vandt sikkert 3-0 mod et meget middelmådigt Crystal Palace-hold uden mange profiler, men kampen kan sagtens vise sig at være et startskud for en god Chelsea-periode, der når de spiller hurtigt og i små kombinationer er et ligaens bedst og mest underholdende mandskaber. Kampen viste dog også et Chelsea-hold, der har enkelte problemer, som skal fjernes, hvis ønsket om europæisk fodbold i næste sæson skal opfyldes.
*
