Brøndby IFs cheftræner Thomas Frank mener, at det er fællesskabet, der skal løfte holdet og klubben i foråret.
Søndag møder Brøndby IF SønderjyskE på udebane i Haderslev i forårets første udekamp for de blå-gule. Cheftræner Thomas Frank forventer en svær kamp.
– Der er ingen nemme kampe i Alka Superligaen, og alle ved, at SønderjyskE altid er et svært hold at møde. De har et velfungerende kollektiv, som har stor tro på egne evner og farlige omstillinger, men vi så også i efteråret, at SønderjyskE er begyndt at tage mere initiativ i løbet af deres kampe og dermed kan byde ind med mere som hold. Det gør dem svære at spille imod, og vi ved, at det vil blive en tæt kamp, hvor spillet kommer til at bølge frem og tilbage. Med udgangspunkt i en stærk defensiv skal vi gribe initiativet, når chancerne opstår, ligesom vi skal være ekstra skarpe på standardsituationerne, for de kan nemt blive afgørende på en råkold og vindblæst eftermiddag, siger Thomas Frank til Brøndbys hjemmeside.
Læs også: Sydsiden-indgang får nyt navn
Brøndby-træneren mener, at det er fællesskabet, der skal løfte de blå-gule i foråret. Det handler om at iføre sig arbejdstøjet og gå til den på denne tid af året, hvor banerne er knoldede og hårde.
Læs også: Danske Sportsjournalister-formand om Werge-reaktion: Mangel på format
– Som vi sagde før sæsonstart, så er fællesskabet dét, som skal løfte os i foråret, og det viste vi mod både Hobro IK og Skive IK, hvor vi arbejdede hårdt for hinanden, og det gav os fundamentet for de to sejre. Det samme fællesskab skal vi vise mod SønderjyskE, for på denne tid af året, hvor banerne og vejret stadig er vinterramt, er det fightervilje og hårdt slid, der gør plads til, at en spiller kan lave den individuelle aktion, som vinder fodboldkampen. Vi skal derfor arbejde hårdt for hinanden igennem alle 90 minutter for at få de tre point med hjem, forklarer Thomas Frank.
Brøndby IF kan med en sejr i Haderslev i morgen overtage SønderjyskEs fjerdeplads i Alka Superligaen.
Læs også: Avis: FC Barcelona vil forgylde Messi med ny kontrakt og anførerbind