Atletico Madrids klubpræsident Enrique Cerezo indrømmer, at han ville elske at se Diego Costa trække i en Atletico-trøje til sommer.
Den iltre angriber blev i sommeren 2014 skippet afsted mod Chelsea for en overgangssum på ca. 300 millioner kroner efter en årrække med stor succes på Vicente Calderon.
I sin debutsæson for The Blues spillede Costa således en stor rolle i London-klubbens mesterskab, mens det har knebet med kvaliteten og målene i denne sæson.
Den 27-årige skarpretter er grundet den dårlige form i det engelske derfor blevet sat i forbindelse med et skifte tilbage til Atletico Madrid, der står klar med åbne arme til at tage imod den kontroversielle frontløber.
– Jeg tror, at det bliver svært (at hente Diego Costa, red.), men vi ville elske, hvis han vendte tilbage, fortæller Cerezo til The Daily Mail og fortsætter:
– Det er Atleti-måden. Vi har et fantastisk forhold til alle tidligere trænere og spillere, siger klubpræsidenten og antyder altså, at det gode forhold mellem klubben og Costa kan føre til en genforening til sommer.