Jose Mourinho har gjort det klart, at han er tilbage som manager i næste sæson, og han håber på, at det kan blive i England.
Jose Mourinho er trods de dårlige resultater i Chelsea en eftertragtet herre og har ifølge ham selv flere tilbud på hånden. Han håber selv, at han kan fortsætte trænerkarrieren i England.
Det fortæller han til Sky Sports.
– Jeg sættes hele tiden i forbindelse med jobs, og til sommer har jeg et, men jeg kan sige, at jeg indtil videre ikke har skrevet kontrakt med nogen klub. Jeg kan ikke bare afvise tilbud, men kan analysere dem. Jeg er i en position, hvor jeg kan være åben for alle klubber eller landshold, siger portugiseren og fortsætter:
– Hvis jeg skal være ærlig, vil jeg foretrække en klub, men jeg må analysere, hvad der er bedst for min karriere. Jeg vil foretrække England. Jeg elsker landet, jeg elsker fodbolden, min familie trives her. Hvis det er muligt, er det min førsteprioritet, afslutter Jose Mourinho.
Jorge Mendes, Jose Mourinhos agent, fortæller, at portugiseren blandt andet har afvist et tilbud om at blive landstræner for Syrien.