Kasper Schmeichel fortæller nu, at presset var større, da han i 2006 kæmpede for at undgå nedrykning med Bury, end det er nu med Leicester.
Kasper Schmeichel og Leicester City er i gang med en sensationel sæson, hvor de lige nu ligger til at blive engelske mestre.
Danskeren forklarer nu, at han ikke føler noget specielt pres i forhold til titelkampen. Han mener, at presset var større, da han for ti år siden skulle forsøge at undgå nedrykning fra League Two med Bury.
– Der er intet pres nu. I de kampe var absolut alting på spil, dét er et virkeligt pres, siger målmanden til BBC og fortsætter:
– Nedrykningen var på spil med Bury mod Notts County. Det ville betyde, at Bury røg ud af ligasystemet, og det havde været katastrofalt. Når man lejes ud, er der intet glimmer og glamour; det er ikke i nærheden af de samme penge, som der er på højeste niveau.
– Folks dagligdag stod på spil, boliglån og familier. Der træffer man beslutninger, som kan få indflydelse på folks liv, afslutter Kasper Schmeichel.
Leicester City er lige nu syv point foran nærmeste forfølger fra Tottenham inden dagens opgør.