Thiago Silva håber, at den lange svensker, Zlatan Ibrahimovic, bliver i klubben.
Paris Saint Germains stjernespiller, Zlatan Ibrahimovic, har kontraktudløb til sommer, og da holdet spillede lørdag, viste den høje svensker foran alt og alle, at alder blot er et tal.
I kampen, der endte som en 4-1 sejr over franske Reims, scorede angriberen to mål, og lagde op til de yderligere to, og var således en meget vigtig brik i sejren.
Og hans evne til at være kampafgørende er netop det, der angiveligt har tiltrukket interesse fra engelske Manchester United, der også rygtes til en udskiftning på trænerfronten.
Men på trods af rygterne, så håber Thiago Silva på, at hans svenske holdkammerat vil være at finde i hovedstadsklubben, efter sommertransfervinduet.
– Hvad kan vi sige om Zlatan? Han er en fantastisk spiller, der gør fantastiske ting, forklarer Thiago Silva, efter sejren, og fortsætter:
– Jeg tror, at han fortsætter sådan her (i den nuværende form, red.), helt til slutningen af sæsonen. Efter min mening, kan han godt fornye kontrakten, men det er ikke mig, der bestemmer dét, forklarer den brasilianske forsvarsspiller, og tilføjer grinende, at hvis den parisiske hovedstadsklub skulle gå hen og vinde Champions League, så kunne svenskeren godt finde på at forlade klubben.
Ibrahimovic har scoret 23 mål og er nuværende topscorer i PSG, der er i toppen af Ligue 1-tabellen med hele 24 point ned til ligaens to’er, AS Monaco.