SønderjyskE vandt i dag med 2-0 over Hobro, og selvom det ikke var sønderjydernes bedste kamp rent spillemæssigt i år, så var udeholdet aldrig i nærheden af at få point med hjem fra Haderslev.
SønderjyskE har igen i år været den positive overraskelse, og man fristes til at sige, at holdet ikke længere er en del af nedrykningsspillet. En af holdets profiler, Janus Drachmann, er enig i den påstand, og han mener, at holdet bør gå efter at ende i top seks.
– Rent personligt kan jeg godt melde ud, hvordan jeg ser det. Jeg stræber efter, at vi skal have en placering i top seks. Jeg ser os overhovedet ikke som en del af nedrykningen længere, og stregen er vi væk fra. Det kan ikke gå galt, for vi har meget stor kvalitet på holdet, siger han.
– Vi nyder hvert et minut nu, hvor vi ligger i den bedre halvdel, for det er lidt sjovere end at ligge i bunden og kæmpe. Hvis vi fortsætter sådan her, får vi også mange point i resten af sæsonen, siger den 30-årige kantspiller.
SønderjyskE er med dagens sejr oppe på en flot fjerdeplads i Alka Superligaen, og dermed rykkede sønderjyderne forbi Brøndby i tabellen.










