Silkeborg kunne for leden offentliggøre, at de har skrevet kontrakt med den georgiske spiller, Davit Skhirtladze, der ikke har kunnet finde fodfæstet i AGF i de seneste år. Nu glæder georgieren sig til at kunne spille under Peter Sørensen igen.
Det har ikke været let for Davit Skhirtladze, der i de seneste sæsoner, har døjet gevaldigt med skader og andre mén. Nu er georgieren kommet videre, og han udtaler i et interview, at han godt vidste, hvor tiden i AGF bar hen.
– Jeg har været i AGF i fire-fem år, så der er lidt følelser ved at forlade klubben, men jeg kunne godt se, hvor det bar henad, så jeg var klar til et skifte, siger Davit Skhirtladze til mja.dk.
Samtidig er den georgiske spiller glad for, at han nu igen kan spille under Peter Sørensen, som han tidligere havde som træner i netop AGF.
– Han var den første træner, som gav mig chancen, og under ham præsterede jeg på mit bedste niveau. Så jeg håber, at jeg kan komme tilbage til det igen og også nå et højere niveau. For Peter Sørensen ved, hvordan han skal snakke til mig og få det bedste ud af mig. Det var også under ham, at jeg spillede mest, lyder det fra georgieren.
Davit Skhirtladze tiltræder i sin nye klub pr. 1. januar 2016, og her kan georgieren se frem til en del mere spilletid end i AGF.













