På søndag får Brøndby besøg af nogle sultne nordjydere fra Aalborg i en kamp om tredjepladsen. Thomas Frank frygter ikke ligefrem nordjyderne, men han mener dog, at de pt. har den stærkeste offensiv i ligaen.
Brøndby vil endnu engang forsøge at holde sig helt oppe i toppen af Alka Superligaen, men det har ikke lykkes for dem de andre år. Lige nu ligger de på fjerdepladsen, to point efter AaB på tredjepladsen og seks point efter førerholdet fra FC København.
Brøndby byder i morgen Aalborgenserne op til dans i en kamp, som træner Thomas Frank forventer bliver utrolig tæt, selvom han påstår, at AaB pt. har den bedste offensiv i ligaen:
– AaB har Alka Superligaens pt. stærkeste offensiv, og hvis de får lov til at spille deres offensive spil på banens sidste tredjedel og lave hurtige omstillinger, så ved vi, at de skaber mange chancer, siger Brøndbys træner til klubbens hjemmeside og fortsætter:
– Vi skal derfor være meget opmærksomme på vores restforsvar og være gode til at lægge pres på boldholderen, fastslår Frank.
– Vi skal som altid gå ud og jagte initiativet i kampen. Det ligger i vores dna, at vi ønsker at dominere kampe. I efteråret er vi lykkedes med at spille med stor struktur og disciplin i vores presspil, og det er afgørende, at vi også lykkes med det i morgen, hvis vi skal lukke AaB ned, siger Thomas Frank til slut.
Kampen afvikles i morgen klokken 16.








