Ungarn: Vi er de dårligste

Ungarn: Vi er de dårligste

1423
0
DEL

Danskerne har i en afstemning tydeligt givet tegn på, at man helst ønsker at trække Ungarn til novembers play-off-kampe. Selv folk fra Ungarn mener, at de er det klart svageste hold.

Danmark kom jo som bekendt lige akkurat ikke direkte med til sommerens EM, da Albanien slog Armenien med 3-0. Nu skal Danmark ud i to “finaler” mod enten Bosnien Herzegovina, Sverige, Ukraine eller Ungarn.

I en afstemning om, hvem danskerne helst ville trække, svarede hele 54,23 procent, at de helst så Ungarn komme op ad bowlen på søndag, mens hver fjerde dansker gerne så, at vi trak Sverige. 18 procent ønskede Bosnien, mens blot seks procent ønskede Ukraine som modstander.

Men det er ikke kun danskerne, der peger på Ungarn som det svageste led – også sportsdirektøren på et af landets store aviser, Nemzeti Sport, mener, at de har et dårligt hold:

– Vi er ikke særlig gode. Hvis du kigger på vores hold, har vi ikke nogen stjerner – spillere, der skiller sig ud for alvor. Vores bedste spiller er Balázs Dzsudzsák, der spiller i tyrkisk fodbold hos Bursaspor. Det siger nok meget, udtaler Gergely Marosi til Ekstra Bladet og fortsætter:

– Vi kan godt stå lavt på banen, forsvare og spille grimt. Men det holder ikke i længden. Hvis vi begynder at spille offensivt, så får vi tæsk. Prøv at kig på vores resultater – vi har kun slået Finland og Færøerne i vores gruppe.

Ungarn var utrolig tæt på at komme direkte til EM, men Tyrkiet ødelagde den mulighed ved at vinde over Island, og det var ikke et elskværdigt øjeblik for den ungarske sportsdirektør:

– Jeg vil ikke gentage, hvad jeg råbte, da Tyrkiet scorede, for det var ikke pænt. Selvfølgelig er jeg frustreret, for vi har ikke været til EM i 30 år. Men fortjener vi at komme med som den bedste 3’er fra den dårligste gruppe? Nej, det synes jeg ikke. Jeg vil hellere vinde to play-off-kampe og sige, at vi selv har afgjort det.

INGEN KOMMENTARER