Den målfarlige superstjerne Kylian Mbappé skriver på Twitter, at franskmændene vender tilbage, efter de søndag tabte VM-finalen til Argentina.
Søndag aften blev det en realitet, at Argentina er verdensmestre efter en medrivende sejr over Frankrig på straffespark.
Opgøret sluttede 3-3 efter den forlængede spilletid, og alle franskmændenes mål blev sat ind af Kylian Mbappé.
Målene fra Paris Saint-Germain-stjernen viste sig imidlertid ikke at være nok, men nederlaget har ikke slået ham helt ud.
I hvert fald skriver Mbappé på Twitter, at franskmændene vender tilbage.
“Vi vender tilbage,” skriver PSG-angriberen efterfulgt af et fransk flag og to hænder.
Kylian Mbappé endte som VM-slutrundens topscorer med hele otte fuldtræffere, deriblandt altså et hattrick i finalen.
I denne sæson har hurtigløberen samlet set optrådt 32 gange for klub- og landshold, hvor det er blevet til 29 mål og syv assists.
23-årige Mbappé står noteret for 66 landskampe og 36 mål for Frankrig.
Foto: Shutterstock.