Andreas Christensen vælter i succes lige for tiden i sin tyske klub Borussia Mönchengladbach, og det er også en præstation, som bossen i klubben har lagt mærke til, og han roser sin unge danske forsvarsspiller.
Det gik ikke så godt i starten for unge Andreas Christensen i det tyske, men nu har den høje forsvarsspiller fundet fodfæste, og det kan ses på spillet, der hele tiden bliver bedre og bedre. Det er noget, der glæder Gladbachs sportsdirektør, Max Eberl, der roser danskeren til skyerne.
– Andreas har spillet ved siden af Alvaro Dominguez i forsvaret de seneste uger og har gjort det ekstremt godt. Selv om han er meget ung, spiller han med stor selvtillid og er på ingen måde nervøs på banen, siger han til Politiken og tilføjer:
– Hans positionsspil er virkelig godt; han forstår og læser spillet godt, og sidst, men ikke mindst er han meget sikker i sit afleveringsspil. Vi er selvfølgelig glade for at have ham i truppen de næste to år på lån fra Chelsea.
Andreas Christensen og Gladbachs næste opgave bliver i aften, når de tørner sammen med Sevilla og Michael Krohn-Dehli, der bliver et lille danskeropgør.









